19. dec. 2010

Underligt som man mister alt sin tidsfornemmelse, når man har ferie. Efter 1 dag på ferie havde jeg allerede glemt, hvilken dag det var. Utroligt.
En klog person sagde engang til mig, at han ikke troede på tid. Han mente, at det var noget menneskeskabt. Det ville også give mening. Vi opfandt engang for længe siden begrebet "tid", fordi vi var så desperate efter kontrol og systemer. Ved hjælp af tiden kan vi sætte rammer op for tilværelsen, vi har noget, der altid kører, som det skal. Tiden svigter os aldrig, tiden lyver ikke for os (i så fald er fejlen vores), tiden kører i samme rutine, tiden er pålidelig. Vi har brug for tiden, for at det hele ikke bliver "løst".
Jeg prøver at forestille mig et liv uden "tid". Folk prøver at lave en aftale om at mødes, men ved ikke hvornår det er, da der ikke er noget tidspunkt - kun en solopgang og en solnedgang. Det er, hvad vi ved. Så vi kan mødes, eller vi kan holde møde, ved solopgang. "Kom hjem ved solnedgang". Man ville kunne arbejde mellem solopgang og solnedgang, men ville man kunne stå op om morgenen? Alarmen ville jo ikke eksistere. Lang arbejdsdag. Man ville ikke kunne få penge for overarbejde (medmindre man så arbejdede et helt døgn), fordi man ikke vidste, hvor meget overarbejde, der var tale om. Aftaler ville gå i vasken, møder, forsamlinger, firmaer, skoler, universiteter. Vores samfund ville blive nedbrudt. Muligvis så meget at alle ville gå tilbage til deres primale instinkter. Hulemænd og hulekvinder, men med præg af evolutionen. Sikke et morsomt billede.


Og det ville lyde sådan i mit hoved. Trance.

12. dec. 2010

Erkendelse.

Bange for at være alene.
Bange for at være foruden dig.
Bange for at være afhængig af en person.
Bange for at være uafhængig.
Bange for at såre andre.
Bange for at såre dig. 
Bange for at blotte mig selv (både psykisk og fysisk).
Bange for at se mig selv i øjnene.
Bange for at se dig i øjnene.
Bange for at blive sindssyg.
Bange for at miste kontrollen.
Bange for at min vrede tager over.
Bange for at hade.
Bange for at blive hadet.
Bange for at elske.
Bange for at være uelsket.
Bange for at være ligeglad.
Bange for at være ligegyldig.
Bange for ikke at være accepteret.
Bange for at skade mig selv.
Bange for at skade andre.
Bange for at være svag.
Bange for at være sårbar.
Bange for at leve i frygt.


Pain's not ashamed to repeat itself.

7. dec. 2010

snart!

Okay, den 25. december begynder jeg at forberede mig til sommer, sol, varme og Roskilde Festival!
Jeg SKAL bare med i år - det var ikke muligt sidste år, men denne gang bliver jeg simpelthen nød til det. Bare af at kigge på hjemmeside, bliver jeg glad. Bare ærgerligt at jeg stadig ikke har noget job, så jeg kan begynde at spare op og købe de lækre Roskilde Festival gummistøvler! Det minder mig om, at jeg skulle skrive jobansøgning. Må hellere starte.

SOMMER + MUSIK = GLÆDE

Stemning


 Jeg sidder bare lige og savner lidt, okay? 











6. dec. 2010

VU

VU betyder her Vild Ungdom og ikke Venstre's Ungdom.

Har haft den mærkeligste weekend længe. En weekend som startede fuldstændig modsat af alle andre weekender: hjemme. Det var ikke velvilligt, men i det mindste fik jeg noget ud af aftenen i stilhed (læs: med musik i baggrunden) - fik skrevet en jobansøgning plus jeg fik lavet 1,5 aflevering. Det kan man da kalde produktivt! Men ja, det var så starten, så kommer vi til lørdag.
Lørdag formiddag var jeg en smule stresset, da jeg skulle nå at lave salat til pigerne fra klassen, plus jeg skulle i bad og rydde lidt op inden. Jeg nåede det kun på sekundet, hvor jeg så fik et lift hen til hende, der holdt julefrokosten (som det forresten var). Vi startede ved 15-tiden, begyndte allerede at drikke der, så man kunne allerede regne ud, at det blev en lang aften. Eftermiddagen og aftenen gik fint, vi fik drukket og spist igennem, lavet rafle-legen, drengene kom efter kl. 20, og så fortsatte vi ellers til 2-3-tiden. Da det hele sluttede, fulgte jeg en af mine venner hjem, da han var ret så fuld og havde det dårligt, men kom så i tanke om noget.
Jeg havde sagt til min mor, at jeg sov, der hvor festen blev holdt. Jeg tænkte over mine sovemuligheder, men kom frem til at jeg havde sat mig selv i klemme - jeg var gået fra festen, hvor jeg skulle sove (ved heller ikke hvor meget, jeg lige havde lyst den aften), ville ikke gå hjem til min far og forstyrre ham, gad på ingen måde gå hjem til min mor og forklare, hvorfor jeg kom hjem og sidst men ikke mindst, det var for koldt at sove udenfor. Så jeg besluttede mig for at gå. Bare gå. Tænkte at jeg kunne gå en lang tur, og derefter komme tidligt hjem (ved 7-tiden), finde på en eller anden grund til at komme der (havde jo masser af tid til at udtænke en grund).
Mens jeg gik uden retning (og dog alligevel på vej mod Karlslunde?), gik jeg fra at ville til København og møde nogen venner, til at ville se solopgangen, til at ville på McD med nogle fremmede, men ende med at falde i snak med en veninde (i telefonen), som hentede mig i Karlslunde (ja jeg gik helt dertil fra Jersie, og det tog kun en time trods sneen). Hun var på FDF overnatning i et forsamlingshus i Karlslunde, så jeg endte med at sove der, sammen med både fremmede, bekendte og venner. Utrolig mærkelig aften. Endnu mere mærkelig morgen faktisk.
At vågne op en morgen, hvor den første tanke er: "Hvor er jeg henne og hvorfor endte jeg her?", er en speciel følelse. Noget jeg ikke prøver ofte (hvis man ikke tæller de gange, hvor jeg bare er utrolig forvirret af træthed). Det, som undrede mig mest, var, hvordan de to FDF-ledere bare lod mig spise med, på en måde gjorde mig til en del af "familien". Jeg hjalp jo også med at vaske op og rydde op efter deres weekend som en slags tak, tror jeg. Egentlig også bare fordi, at jeg havde lyst. Jeg havde virkelig lyst til at være der, og det var jeg også hele dagen næsten. Til klokken 16. Vi hyggede med morgenmad, morgenøl, oprydning, film (A Nightmare Before Christmas), perspektivering af bibelord og risengrød. Lidt af det hele. Jeg var ellers parat til at gå, da de skulle spise morgenmad, men de ønskede, at jeg var der og havde dækket op, så kunne jeg ikke nænne at sige nej. Hvor meget jeg havde lyst til at gå hjem om morgenen i snestorm tæller nok også lidt.
Da jeg endelig gik hjem i snevejret, tænkte jeg over den forløbne dag, nat og så dag igen. Jeg kom frem til, at jeg måtte sige, at jeg sov ude noget oftere. Resultatet var jo en spontan nat og eftermiddag med godt selskab, plus en masse tid for mig selv oveni. Flere af disse ville ikke gøre mig noget.

Mere af dette, ikke?




2. dec. 2010

Beslutningernes dag

Der er en lille revolution i mit hoved. Det har været beslutningens dag - en dag, hvor jeg tog et valg, der påvirkede resten af min fremtid. Jeg skulle vælge studieretning på gymnasiet, hvilket jeg jo har været ufattelig meget i tvivl om. Det endte med, at jeg gav efter min lyst og hoppede på psykologi-linjen! Kunne jo ikke lade være. Jeg har ikke fortrudt det et øjeblik og ser nu bare frem til semestret er slut, så jeg kan starte på det. 
Julen nærmer sig, og det betyder julefrokoster, men også at jeg har lyst til at se den gode gamle "The Julekalender" - det var jo en klassiker! Heldig, som jeg er, har jeg den på DVD, så den kan ses, når det lige passer. Har også lige færdiggjort en aflevering, så har helt god samvittighed. Det er skam jul, som det skal være for mig: ski-undertøj, The Julekalender, varm kakao, færdige afleveringer, venner, kram, hygge med dyne, the og andet lækkert. Dét er lige mig! Bliver helt i godt humør af det, og jeg er ellers ikke særlig vild med julen. 

Inden The Julekalender, skulle man måske lige høre lidt Beirut? Jo tak.






Går lige i nostalgi med lidt billeder fra Isaberg, Sverige i januar. 

30. nov. 2010

Je ne sais pas.

"Jeg ved det ikke". Dette er muligvis min mest anvendte sætning for tiden. Spørgsmålet, som jeg besvarer, lyder nemlig på: "hvad vælger du så?". Og jeg ved det ikke. Føler mig tom for tanker nu. Bliver så presset over den røde dato på lectio, at jeg får lyst til at droppe ud. Give op. Det spreder sig, så jeg får lyst til at give op på andre ting. Visse mennesker for eksempel. Mange mennesker. Men jeg gør det ikke. Hvad holder mig tilbage? Måske det at tænke på konsekvenserne. Vennerne. Jeg vil ikke droppe ud, fordi jeg så bliver rastløs, men mest af alt på grund af mine venner. Hvis jeg ikke så dem hver dag, ville jeg nok blive utrolig ensom og melankolsk. Forsvinde ind i mit eget hoved. Mere end jeg allerede gør.
Jeg burde sætte en stopper for alt det her og bare gøre et eller andet. Men det sker ikke. Og her ved jeg ikke hvad, der holder mig tilbage. Øv over at være uvidende og ubestemt.

Øv øv øv. 
Hvis hvis hvis. 
Men men men. 
Måske måske måske.

Jeg ved dog én ting: jeg vil meget gerne ud af den her tilstand, meget meget snart.
Det fungerer ikke mere. Jeg fungerer ikke mere.

Splittet.

26. nov. 2010

Flugt i mit hoved

Hvor er jeg udmattet. Træt. Gider ikke se disse mennesker og omgivelser mere. Jeg har ikke lyst til at forlade min seng og slet ikke mit hus. Samtidig har jeg bare lyst til at flygte. Det er konstant i baghovedet, at jeg ikke har lyst til at være her, og hvordan det kunne være gået på Falkonergården. Men jeg burde ikke spilde tiden, slet ikke samtidig med, at mit fravær bare bygger sig op forholdsvis hurtigt. For jeg spilder tiden, det gør jeg. I stedet for at prøve at vende noget positivt ud af situationen, så spilder jeg min tid på at ærge mig ... og det ærger mig. Jeg får ikke halvt så meget søvn, som jeg burde, og jeg begynder at isolere mig. Har ikke lyst til at være sammen med nogen mere. Det eneste, jeg har lyst til, er at sove, og det kan jeg ikke engang. Hurra for fredagscafe og den weekend, som starter i morgen. Gid jeg kunne tage en pause. Hvis bare. Hvis bare jeg kunne sove uden alle disse mareridt og konstante afbrydelser i søvnen. Den smule søvn jeg nu får, kunne vel godt være vellykket bare en gang? Men nej, jeg bliver plaget af de her minder og billeder, som går igen i mit hoved, når jeg burde sove, forberede mig på endnu en dag, hvor jeg prøver at glemme dem. Glemme eller i det mindste fortrænge dem.

Imogen Heap - Hide and Seek

Minderne strømmer frem i form af tårer ved lyden af denne sang, og jeg kan ikke stoppe det, selv hvis jeg gad prøve.

"What you say, 
that you only meant well? Well of course you did.
What you say, 
that it's all for the best? Of course it is.
What you say, 
that it's just what we need, and you decided this"
"You don't care a bit"

20. nov. 2010

Saturday with Satie

Why does it smell like beer all over town today? And why did my headset decide to give up right when I had an hour long walk home in fog and an unknown city?
Well, at least I realized that a saturday afternoon alone with Satie and Simpsons is just as good as partying the night away. Sometimes better. I needed this so I guess that is why the bus was delayed, so I missed my train and had to walk. Everything happens for a reason, apparently.
It's almost time to start thinking about christmas (for some, it has been for a long time, but I'm not one of those), which means that I need money, which means that I should get a job again. It's just so dahm hard to find the time, when you've got studies, friends and a boyfriend. But if I could get a job, I'd take it immediately. There's got to be time for it all - I mean, if other people can do it, why not me?

14. nov. 2010

Regn + søndag

Et stykke pizza, en indsamling, 4 gader, 1630,50 kroner, utrolig mange grin, 3 gode venner og en masse regn senere sidder jeg så her. Dagen er på ingen måde ved sin ende, og jeg føler allerede, at jeg har fået ufatteligt meget ud af den. Føler mig tilfreds. Føler mig glad. Føler mig kold på grund af den kolde regn i mit hår, men varm alligevel. En dag i regnvejr med gode venner og indsamlingsbøsser er faktisk en af de bedste måder, jeg kunne bruge tiden på. Trods regnen var vi alligevel varme, glade, grinende, smilende - og mest af alt sammen. Det har været en god dag, og det er det stadig. Det er sjovt, hvilke små ting, der kan vende en dag til det bedre (og værre), somme tider bare detaljer.
I dag burde have et soundtrack - ikke bare én sang, men et helt soundtrack. Dette kunne være et bud:

1) Bon Iver & St. Vincent - Roslyn
2) Shout Out Louds - Hard Rain
3)
Bon Iver - Re: Stacks
4) Ludovico Einaudi - Nuvole Bianche
5) Erik Satie - Gymnopédie No. 1
6) Erik Satie - Gnossienne No. 1
7) Snow Patrol - Chasing Cars
8) The XX - Heart Skipped A Beat
9) Sigur Rós - Untitled 3
10) Beirut - A Sunday Smile

Ville ønske jeg havde et cover til soundtracket, men det har jeg desværre ikke. Kan være jeg finder et på et tidspunkt.
Mere regn, tak.

10. nov. 2010

(too) many thoughts

What if Pinocchio said: "My nose will now grow"? Makes me think waaayyy to much. So I should stop thinking about it, and think of something else instead. Like this line my friend wrote to me today: "Watch the weather change" - he told me to think about, so I will. Starting now.

9. nov. 2010

Vanilla sky

Actually, I'm really, really happy. And I'm happy about that too. Sudden realization of truth and then just appreciation. Maybe a vanilla sky is possible after all. Despite some poems, that would say the opposite; the vanilla sky could be right here, not just as a lie. And not just in my eye. 
Jack Kerouac: "Be in love with your life"

variety in reality

I don't even know what to say. Today one of my friends showed me some of his poetry, and I was astonished. Comparing his to mine and mine to his - the difference. Not necessarily in the quality of the poems, but the context and composition. It was like I'd completely forgotten the other ways of making poetry. His was long and about religion, beliefs and just the world, where mine are more about feelings and particular situations I've been in. The difference is major! I wouldn't even know how to write like he does, but I'd like to say that I was able to, and of course I would like to actually be able to do it. It would bring so much variety to my poetry. Mine are so short and even though they can be put together and sort of fit into context, it's nothing like his long poems and texts. I might be very harsh on my own work, but you also have to be realistic.
And sorry for not sharing my poetry and poems, so you could see what I'm talking about. 
But one thing I will share with you; this.
Listen to the lyrics in the end: 
"So you say the world is lonely. 
You are alone"

8. nov. 2010

Poetry but no poems?

Jeg har lyst til at skrive.
Jeg sidder her med musik i ørerne, fuldstændig afskærmet fra verden, og det eneste, jeg har lyst til, er egentlig bare at skrive. Skrive som jeg gjorde eller gør. Skrive op og ned af mine vægge (har hørt om noget tapet, som er rent whiteboard, så man kan skrive/tegne alt det, man vil og derefter bare viske det ud igen) og dokumentere det hele. Sætte det sammen, tage det ind og ud af kontekst, skabe noget ud af det. Måske kunne det ende godt. Måske ville nogen definere det som kunst, og så ville jeg være kunstner. Men det er jeg ikke. I hvert fald ikke anerkendt. Så jeg har ikke tid til bare at give slip på forpligtelser og bare skrive løs. Tænk at kunne leve af at skrive; det må være fantastisk. Bruge al sin tid på at udtrykke sine følelser, tanker og ideer med verden? Det ville jeg ikke have noget imod at leve på. Ikke fordi pengene ville betyde noget, selve følelsen ville jo være det hele værd. En eller anden dag kommer jeg måske til at leve af det, hvem ved?


Jeg gad godt skabe noget lige nu, i dette øjeblik. Noget jeg kan se på om 10 minutter, i morgen og alle dage efter det. Hvis jeg gjorde det, ville jeg have fået afløb for nogle følelser, og så ville jeg kunne gå roligt i seng (forhåbentligt om ikke så længe) - men det sker ikke. Mit hoved vil ikke rigtig lige komme ud med noget, men jeg kan mærke det bygge sig op. Måske kommer det i små udbrud i morgen så. Det håber jeg. Jeg elsker og hader mine skrive-anfald. Elsker dem, fordi de er impulsive, og jeg bliver så lettet efterfølgende. Føler også samtidig, at jeg har lavet noget konstruktivt, og så har dagen ikke været spild. Hader dem, fordi de afbryder alle andre tanker, der ikke omhandler skriveriet, og hvad der skal skrives om lige nu. Alt lukker ned, og så kan jeg ikke komme videre, før jeg har fået ordene ud. Det kan være meget frustrerende, hvis man sidder midt i en time på Gymnasiet eller til en familiefødselsdag eller lignende. Men jeg kunne godt bruge et af de anfald nu, mest så denne dag ikke var spildt, og også fordi jeg ikke har noget bedre at tage mig til.

Så kom med det.

7. nov. 2010

Hej søndag

Var på Tapperiet til Electro Lazyland i går - en yderst vellykket aften! Temaet var dubstep, hvor bl.a. OHOI optrådte. Super fedt, masser af energi og festlige mennesker. Ville gerne lægge nogle billeder ud fra aftenen, men de er ikke uploadet på Tappens hjemmeside endnu, så det må vente.
Denne weekend har været præget af fest, øl og glade mennesker til J-dag fredag, efterfulgt af en klassefest og i går Electro Lazyland. Lækker weekend, men nu er der brug for noget afslapning.
Så hej: søndag, seng, How I Met Your Mother, Simpsons, dyne, puder, småkager, te og ingen lektier. Sådan en søndag kunne der godt være mange flere af.

1. nov. 2010

Re:



Lige nu tænker jeg. Lige nu ligger jeg faktisk på mit gulv. På mit gulv tænker jeg nogle af mine vigtigste og mest relevante tanker. Hvorfor ved jeg ikke. Måske bliver jeg bare ikke lige så let distraheret, når jeg ligger der. Måske. 
I dag var jeg ude at spise med min kæreste - aldrig har jeg fået så god chokolademousse/kage (en lækker blandning) i mit liv. Det er sådanne små ting, der kan gøre min dag endnu bedre. Meget bedre endda. Det er sådan noget, der kan bringe et smil frem. Det er de små ting, der gør forskellen. Måske, for de store gør også. Måske.
Jeg ligger her og dagdrømmer. Dagdrømmer om vinteren og foråret; januar, februar, marts osv. Gode måneder, som snart vender tilbage. Sjovt nok også i følge kalenderen. Også i mit hoved vender de måneder tilbage. Måske.

Igen, encore, om, forfra, again, reverse, rewind, tilbage, gensyn, regression, back, før, early, previous, forrige, tidligere, forhenværende, engang, dengang, before, førhen. 

"A curvy spine is the devils roller-coaster"

20. okt. 2010

Alle fra "Paradise Hotel" kan åbenbart synge nu. 
Dette link er et fint eksempel på, at ovenstående sætning ikke kunne være mere ironisk.

19. okt. 2010

The loneliest day of my life

When I am alone. 
When I've thrown off the weight of this crazy stone.
When I've lost all care for the things I own.
That's when I miss you. 




http://www.youtube.com/watch?v=HjHvJE1XU7E

10. okt. 2010




Sometimes, driving or walking home through the city, all I see is this. 


City by night.

9. okt. 2010

"Vi glemmer, at vi trækker vejret - indtil vi bliver forpustede"

Dette har jeg skrevet i "Om mig" og nu også her, fordi det er relevant for mig i øjeblikket. På det seneste er jeg begyndt at læse meget mere om filosofi, psykologi, retorik og sociologi, og det har sat mange tanker i gang. Jeg har altid været særligt glad for disse emner, men har ikke gået i dybden med det før nu.
Jeg sad så og læste i Thomas Anderbergs "Kunsten at argumentere" og faldt over sætningen. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, hvor sandt det var - at vi tager forgivet eller glemmer - ligesom sætningen: man ved ikke hvad man har, før man mister det.
Jeg kan nu bare bedre lide Thomas' sætning, da vi ikke har mistet noget (endnu), men vi får et varsel. Vi stopper op, får åndenød og bliver dermed tvunget til at være opmærksomme på vores vejrtrækning. Man kan perspektivere det til ufatteligt meget i hverdagen; stress-symptomer, sygdomme, venskab, kærlighed, forhold generelt etc.
Sætningen kører rundt i mit hoved særligt i dag, mens jeg slapper af til noget Ghost Society. 


http://www.youtube.com/watch?v=NPdpnYNoOWg&feature=related