Har haft den mærkeligste weekend længe. En weekend som startede fuldstændig modsat af alle andre weekender: hjemme. Det var ikke velvilligt, men i det mindste fik jeg noget ud af aftenen i stilhed (læs: med musik i baggrunden) - fik skrevet en jobansøgning plus jeg fik lavet 1,5 aflevering. Det kan man da kalde produktivt! Men ja, det var så starten, så kommer vi til lørdag.
Lørdag formiddag var jeg en smule stresset, da jeg skulle nå at lave salat til pigerne fra klassen, plus jeg skulle i bad og rydde lidt op inden. Jeg nåede det kun på sekundet, hvor jeg så fik et lift hen til hende, der holdt julefrokosten (som det forresten var). Vi startede ved 15-tiden, begyndte allerede at drikke der, så man kunne allerede regne ud, at det blev en lang aften. Eftermiddagen og aftenen gik fint, vi fik drukket og spist igennem, lavet rafle-legen, drengene kom efter kl. 20, og så fortsatte vi ellers til 2-3-tiden. Da det hele sluttede, fulgte jeg en af mine venner hjem, da han var ret så fuld og havde det dårligt, men kom så i tanke om noget.
Jeg havde sagt til min mor, at jeg sov, der hvor festen blev holdt. Jeg tænkte over mine sovemuligheder, men kom frem til at jeg havde sat mig selv i klemme - jeg var gået fra festen, hvor jeg skulle sove (ved heller ikke hvor meget, jeg lige havde lyst den aften), ville ikke gå hjem til min far og forstyrre ham, gad på ingen måde gå hjem til min mor og forklare, hvorfor jeg kom hjem og sidst men ikke mindst, det var for koldt at sove udenfor. Så jeg besluttede mig for at gå. Bare gå. Tænkte at jeg kunne gå en lang tur, og derefter komme tidligt hjem (ved 7-tiden), finde på en eller anden grund til at komme der (havde jo masser af tid til at udtænke en grund).
Mens jeg gik uden retning (og dog alligevel på vej mod Karlslunde?), gik jeg fra at ville til København og møde nogen venner, til at ville se solopgangen, til at ville på McD med nogle fremmede, men ende med at falde i snak med en veninde (i telefonen), som hentede mig i Karlslunde (ja jeg gik helt dertil fra Jersie, og det tog kun en time trods sneen). Hun var på FDF overnatning i et forsamlingshus i Karlslunde, så jeg endte med at sove der, sammen med både fremmede, bekendte og venner. Utrolig mærkelig aften. Endnu mere mærkelig morgen faktisk.
At vågne op en morgen, hvor den første tanke er: "Hvor er jeg henne og hvorfor endte jeg her?", er en speciel følelse. Noget jeg ikke prøver ofte (hvis man ikke tæller de gange, hvor jeg bare er utrolig forvirret af træthed). Det, som undrede mig mest, var, hvordan de to FDF-ledere bare lod mig spise med, på en måde gjorde mig til en del af "familien". Jeg hjalp jo også med at vaske op og rydde op efter deres weekend som en slags tak, tror jeg. Egentlig også bare fordi, at jeg havde lyst. Jeg havde virkelig lyst til at være der, og det var jeg også hele dagen næsten. Til klokken 16. Vi hyggede med morgenmad, morgenøl, oprydning, film (A Nightmare Before Christmas), perspektivering af bibelord og risengrød. Lidt af det hele. Jeg var ellers parat til at gå, da de skulle spise morgenmad, men de ønskede, at jeg var der og havde dækket op, så kunne jeg ikke nænne at sige nej. Hvor meget jeg havde lyst til at gå hjem om morgenen i snestorm tæller nok også lidt.
Da jeg endelig gik hjem i snevejret, tænkte jeg over den forløbne dag, nat og så dag igen. Jeg kom frem til, at jeg måtte sige, at jeg sov ude noget oftere. Resultatet var jo en spontan nat og eftermiddag med godt selskab, plus en masse tid for mig selv oveni. Flere af disse ville ikke gøre mig noget.
Mere af dette, ikke?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar