Je ne sais pas.

"Jeg ved det ikke". Dette er muligvis min mest anvendte sætning for tiden. Spørgsmålet, som jeg besvarer, lyder nemlig på: "hvad vælger du så?". Og jeg ved det ikke. Føler mig tom for tanker nu. Bliver så presset over den røde dato på lectio, at jeg får lyst til at droppe ud. Give op. Det spreder sig, så jeg får lyst til at give op på andre ting. Visse mennesker for eksempel. Mange mennesker. Men jeg gør det ikke. Hvad holder mig tilbage? Måske det at tænke på konsekvenserne. Vennerne. Jeg vil ikke droppe ud, fordi jeg så bliver rastløs, men mest af alt på grund af mine venner. Hvis jeg ikke så dem hver dag, ville jeg nok blive utrolig ensom og melankolsk. Forsvinde ind i mit eget hoved. Mere end jeg allerede gør.
Jeg burde sætte en stopper for alt det her og bare gøre et eller andet. Men det sker ikke. Og her ved jeg ikke hvad, der holder mig tilbage. Øv over at være uvidende og ubestemt.

Øv øv øv. 
Hvis hvis hvis. 
Men men men. 
Måske måske måske.

Jeg ved dog én ting: jeg vil meget gerne ud af den her tilstand, meget meget snart.
Det fungerer ikke mere. Jeg fungerer ikke mere.

Splittet.