Hvor er jeg udmattet.
Træt. Gider ikke se disse mennesker og omgivelser mere. Jeg har ikke lyst til at forlade min seng og slet ikke mit hus. Samtidig har jeg bare lyst til at
flygte. Det er konstant i baghovedet, at jeg ikke har lyst til at være her, og hvordan det kunne være gået på Falkonergården. Men jeg burde ikke spilde tiden, slet ikke samtidig med, at mit
fravær bare bygger sig op forholdsvis hurtigt. For jeg spilder tiden, det gør jeg. I stedet for at prøve at vende noget positivt ud af situationen, så spilder jeg min tid på at ærge mig ... og det ærger mig. Jeg får ikke halvt så meget søvn, som jeg burde, og jeg begynder at
isolere mig. Har ikke lyst til at være sammen med nogen mere. Det eneste, jeg har lyst til, er at sove, og det kan jeg ikke engang.
Hurra for fredagscafe og den weekend, som starter i morgen. Gid jeg kunne tage en pause. Hvis bare. Hvis bare jeg kunne sove uden alle disse
mareridt og konstante
afbrydelser i søvnen. Den smule søvn jeg nu får, kunne vel godt være vellykket bare en gang? Men nej, jeg bliver plaget af de her minder og billeder, som går igen i mit hoved, når jeg burde sove, forberede mig på endnu en dag, hvor jeg prøver at glemme dem.
Glemme eller i det mindste
fortrænge dem.
Imogen Heap - Hide and Seek
Minderne strømmer frem i form af tårer ved lyden af denne sang, og jeg kan ikke stoppe det, selv hvis jeg gad prøve.
"What you say,
that you only meant well? Well of course you did.
What you say,
that it's all for the best? Of course it is.
What you say,
that it's just what we need, and you decided this"
"You don't care a bit"
