Jeg er fuldstændig ligeglad med hvor depressiv jeg nu lyder, men jeg har tabt troen på, at der findes ordentlige mennesker i verden. Alle mennesker, jeg har stolet på gennem mit liv, har svigtet mig eller vist sig at være baseret på løgn. Så er der de vise ord:
"Truth is everyone's going to hurt you. You just gotta find those worth suffering for"
Men jeg kan ikke mere. Jeg kan ikke leve med tanken om, at folk altid skal vise sig at være gemene, onde af sind. Jeg har brug for at vide, at der er sandfærdige, godhjertede mennesker i verden. Ellers er den bare ikke værd at leve i. Men hver eneste dag bliver jeg bekræftet i, at folk er egoister, som inderst inde altid vil sætte sig selv før andre og ikke har det dårligt med det, hvis de kan slippe afsted med det.
Jeg har i dag mistet tilliden til mennesker og kan nu forvente et liv alene (ikke fysisk, mentalt), da jeg ikke tør stole på nogen igen.
Kærligheden og tilliden er uopnåelig for mig.
Så hvad er et menneske uden kærlighed? Et tomt menneske. Jeg må vel bruge resten af mit liv på at skrive digte og andet. Ting som vil holde mig beskæftiget og give følelsen af, at jeg lever for en grund. Alt andet ville være meningsløst.
Hej Tomme Liv, må vi have det rigtig godt sammen i fremtiden. Ser frem til hvad vi får ud af det. Vi er selvfølgelig i selskab med min nye ring med et kronhjorthoved på, som jeg har kaldt Fritz. Helt alene er jeg ikke så, men Fritz kan heller ikke skade eller svigte mig. Tak Fritz.
