Alle fra "Paradise Hotel" kan åbenbart synge nu. 

Dette link er et fint eksempel på, at ovenstående sætning ikke kunne være mere ironisk.

MGP + sex = popsang.
http://www.youtube.com/watch?v=CkVtrW3Ik7E

The loneliest day of my life

When I am alone. 
When I've thrown off the weight of this crazy stone.
When I've lost all care for the things I own.
That's when I miss you. 




http://www.youtube.com/watch?v=HjHvJE1XU7E

Tirsdag eftermiddag med XX

http://www.youtube.com/watch?v=Pib8eYDSFEI&a=4oVf-d_DwKCXDqreoMxvIuH4wB3lzuaD&list=ML&feature=BF

Jeg bliver muligvis aldrig træt af denne sang eller XX.

Sometimes, driving or walking home through the city, all I see is this. 


City by night.

"Vi glemmer, at vi trækker vejret - indtil vi bliver forpustede"

Dette har jeg skrevet i "Om mig" og nu også her, fordi det er relevant for mig i øjeblikket. På det seneste er jeg begyndt at læse meget mere om filosofi, psykologi, retorik og sociologi, og det har sat mange tanker i gang. Jeg har altid været særligt glad for disse emner, men har ikke gået i dybden med det før nu.
Jeg sad så og læste i Thomas Anderbergs "Kunsten at argumentere" og faldt over sætningen. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, hvor sandt det var - at vi tager forgivet eller glemmer - ligesom sætningen: man ved ikke hvad man har, før man mister det.
Jeg kan nu bare bedre lide Thomas' sætning, da vi ikke har mistet noget (endnu), men vi får et varsel. Vi stopper op, får åndenød og bliver dermed tvunget til at være opmærksomme på vores vejrtrækning. Man kan perspektivere det til ufatteligt meget i hverdagen; stress-symptomer, sygdomme, venskab, kærlighed, forhold generelt etc.
Sætningen kører rundt i mit hoved særligt i dag, mens jeg slapper af til noget Ghost Society. 


http://www.youtube.com/watch?v=NPdpnYNoOWg&feature=related